Wednesday, March 7, 2007

Projektet

Det projekt jeg arbejder på herude hedder "immunsystemets oprindelse". Immunsystemet er det der beskytter os mod sygdom når vi bliver syge og hjælper os med at blive raske igen. I dette projekt vil vi prøve at undersøge hvordan menneskets immunsystem er opstået og har udviklet sig ved at undersøge immunsystemet hos de fisk vi fanger her på galathea3.
Det kan måske lyde lidt mærkeligt at vi vælger at kigge på immunsystemet hos fisk, men det skyldes at fiskene er opstået længere nede i den gren af det evolutionære træ, der indeholder hvirveldyrene (dyr med rygsøjle), og som bla har givet ophav til mennesker og aber. Da vi ved at mange af de dele af immunsystemet vi kender fra mennesker allerede er udviklet i fiskene kan vi ved at undersøge hvordan immunsystemets ser ud i fisk se noget om hvordan det immunsystem vi finder hos højere hvirveldyr som mennesket er skabt.
Til det formål forsøge vi at fange en høj diversitet af fisk på Galatheas togter jorden rundt. Fra fiskene udtager vi organer hvor vi og andre har vist at immunsystemet er meget aktivt. Fra disse organer oprenser vi genetisk materiale og undersøger de gener der har med immunsystemet at gøre. Vi studerer deres udseende for at kunne sammenligne med immunsystemets gener hos mennesket så vel som mellem fiskene indbyrdes. Vi vil prøve at bruge genernes udseende til at sige noget om deres funktion. Vi kan feks bruge sådan en viden når vi skal lave nye typer vaccination fordi dette kræver viden om hvordan immunsystemet fjerner virus, bakterier eller parasitter fra vores krop.
Men først skal vi have nogle fisk indenbords og det helst nogle som er vidt forskellige så vi kan få et godt bredt sammenligningsgrundlag - altså lidt mere end bare fisk man kan gå ned og købe hos fiskehandleren

No comments: